Offentlig ansatte, dyrlæge og måske influenza..

 

De sidste par dage har jeg haft en tung influenza-lignende fornemmelse i hele kroppen, men det er kun blevet til lidt træthed (læs: nogen ville måske sige sur mor..). Det er ikke rigtig slået igennem, og lige nu ville jeg ønske det gjorde, så jeg kan få energien tilbage.

Dagen i dag startede hos dyrlægen, hvor vores lille hund Ludvig skulle have fjernet en knude på ryggen. Jeg arbejder i samme by som dyrlægen og kunne derfor aflevere ham på vej til arbejde. Lige netop den aftale, at jeg så kunne hente ham igen, når han var frisk efter bedøvelsen, var nok også eneste grund til, at jeg blev på arbejdet i dag. Da jeg kom hjem gik jeg i seng, og nu bliver jeg altså her til det er ovre…. tror jeg..

Jeg er ikke så god til at få sagt fra og mærket efter i tide, når jeg har det dårligt. Jeg gider ikke bruge tid på at være syg, og har rigtig svært ved at slippe kontrollen omkring mig. For en del år siden efterhånden, fik jeg konstateret en autoimmun kronisk tarmsygdom, som i høj grad har krævet at jeg er opmærksom på min krops signaler. Jeg er helt sikkert også blevet bedre til det, men jeg skal være ret skidt før jeg lægger mig, og behøver ikke være helt frisk før jeg er igang igen.. Måske hænger det sammen med, at jeg i mit job som socialrådgiver, ikke har nogen til at tage over for mig, når jeg er syg. Jeg oplever derfor som oftest, at jeg næsten bliver mere stresset af, at være fraværende, og at det derfor også betyder, at jeg ikke altid kommer ordentlig ovenpå efter sygdom. I efteråret blev jeg opereret i min fod, og kunne ikke, på egen hånd (læs: fod :)) komme ud af huset. I stedet for en sygemelding, meldte jeg mig på banen, og arbejdede hjemmefra. Fredag blev jeg opereret og mandag sad jeg i hjørnet af sofaen, med benet oppe, og den bærbare i skødet, og arbejdede. Jeg har efterfølgende tænkt på om det overhovedet var okay.. Det skal lige siges at det var mit eget forslag, og bestemt ikke noget der blev mig pålagt. Jeg kunne bare ikke overskue konsekvensen af en uges sygemelding.. Havde det været ferie, havde jeg kunne forberede og gøre klar til en uges fravær, men ved pludselig sygdom eller i dette tilfælde operation, der blev planlagt fra dag til dag, så stresser det mig meget at være væk..

 

Grunden til jeg kommer til at tænke på alt det her nu, er måske de nuværende overenskomstforhandlinger for offentlige ansatte. Jeg er ikke typen, der ser den store mening i konflikt og strejke, men jeg vil gerne, at alle offentlig ansatte anerkendes i deres arbejde, og at politikere der aldrig har været i nærheden af “os på gulvet”, passer på med at udtale sig om noget de slet ikke har en reel indsigt i. Som socialrådgiver på børn og familie området, står jeg i front og skal videreformidle og arbejde efter den politisk bestemte lovgivning, og holde mig indenfor politisk bestemte økonomiske rammer, som ikke altid giver mig mulighed for at tilbyde familien den bedste støtte – men måske den næstbedste. Og alle ved, at når det handler om vores børn, så er det næstbedste ikke godtnok, og det betyder måske utilfredshed og klager. Det i sig selv kan jeg sagtens forholde mig til, og jeg kan i m samarbejde med familierne kun anbefale dem at gøre brug af deres ret til at klage. Det der rammer mig er der hvor klagen bliver rettet på mig som person, fordi jeg overholder lovgivningen eller de økonomiske rammer i min organisation, som er bestemt af fagfolk og politikere, der nogen gange har en meget begrænset indsigt i det arbejde vi sidder med. Et lille eksempel på et tilbagevendende issue i forhandlinger, er vores betalte frokostpause på 29 minutter… Helt ærligt siger jeg bare.. Hvordan ville hele den offentlige sektor overhovedet fungere, hvis vi selv skulle betale vores frokostpause og dermed heller ikke var tid rådighed i de 29 minutter?? Måske ville det ikke være det store problem for mig som socialrådgiver, men når det så er sagt, så er der rigtig mange møder omkring middag, hvor jeg skynder mig at spise inden eller efter.. MEN pædagoger og sundhedspersonale, der pludselig ikke er til stede i deres frokostpause??? Behøver jeg sige mere? En strejke i det offentlige kommer desværre til at ramme rigtig mange uskyldige på flere områder, og jeg håber bare man ret hurtig når til enighed, så det ikke trækker ud..

Inden det bliver alt for rødt, må jeg hellere trække stikket og hive dynen op om ørene. Ludvig sover allerede. (by the way – Ludvig har det godt)