10 ting om mig som du måske ikke vidste…

Der florerer en lille leg på de sociale medier i øjeblikket, hvor man skriver 10 ting om sig selv, som man ikke lige regner med andre ved. Nu er jeg ret ny her, så I ved sikkert ikke ret meget om mig alligevel, men fandt altså lidt alligevel, og synes det kunne være sjovt at være med.

So here I go…

Jeg er opvokset i en lille Vestjydsk by, der i start 90’erne var kendt for “brænderfest” (Ask google) – det eskalerede dog i 1996, hvorefter det blev flyttet til Karup flyveplads.
Jeg legede med Barbie dukker indtil min konfirmation (ja, det var andre tider).. MEN så blev jeg også voksen – eller noget..:)
Som barn flyttede jeg ofte om på værelset, og nogen gange om natten, fordi jeg elskede at se mors ansigt, når hun vækkede mig om morgenen.. Hvis jeg fik et nyt stykke legetøj, skulle værelset altid stå helt skarpt inden det nye kunne flytte ind.
Jeg var stor fan af The Kelly Family. Var helt vildt fascineret af, at de var så anerledes end de fleste andre popidoler på det tidspunkt. Havde nok i virkeligheden også lidt sympati for dem og deres historie.
Jeg er uddannet socialrådgiver, men har været i lære som bygningsmaler i 6 måneder. Da jeg under mit studie blev mor for første gang, kom jeg pludselig i tvivl om hvorvidt jeg følelsesmæssigt kunne holde til at arbejde i faget som socialrådgiver. Jeg var derfor fast besluttet på, at skifte til en praktisk håndværksmæssig uddannelse, hvor jeg kunne bruge mine kreative evner. Droppede derfor ud af socialrådgiverstudiet, og gik i lære som maler. Det blev hurtigt klart for mig, at en ensformig hverdag, med forholdsvis hårdt praktisk arbejde, slet ikke var mig. Jeg savnede alligevel udfordringerne på studiet, og fik heldigvis lov til at hoppe ind hvor jeg slap. Har været i faget siden, og nyder den kreative del af livet i min fritid 🙂
Jeg har en kronisk sygdom. For 5,5 år siden fik jeg konstateret colitis ulcerosa som er en kronisk blødende tyktarmsbetændelse. Det er nogen gange rigtig svært at lide af noget omverdenen ikke kan se, men jeg er blevet bedre til at respektere de signaler min krop sender mig.
Mit største forbillede var min mormor som desværre ikke er hos os mere. Min mormor kendte mig som ingen anden, og jeg savner hende helt uendeligt meget. Hun var blind, men fyldt med vilje og livsglæde. Hun var god mod alle, og fordi hun ikke lod øjnene dømme nogen på forhånd, så hun altid det smukkeste og bedste i mennesker. Jeg tror ærligt jeg kan sige, at alle der kendte hende, havde en dyb respekt eller kærlighed til hende, fordi hun aldrig blev bitter, og formåede at være så god mod andre. Selvom hun var blind fulgte hun med i mit/vores liv. Hun kunne vores telefonnumre i hovedet, og huskede alle vigtige begivenheder, fødselsdage og interesser i vores liv. Ofte startede hun telefonsamtalen med at undskylde hun var nysgerrig, hvortil jeg ofte bekræftede hende i, at jeg satte stor pris på den kærlighed hun viste mig ved at følge med i mit liv. Åh hvor ville jeg dog elske bare en telefonsamtale mere med hende. Har hendes bryllupstale til os på en cd, og kan stadig ikke høre den uden at græde.
Jeg har benzin i blodet, og ejer kun Renault af praktiske og økonomiske årsager 🙂 Min første bil var en vw bobbel som jeg købte for 4.500 kr. da jeg blev 18 år. Jeg har lige solgt den, og er ved at spare op til en ego -konebil. Fordi jeg fortjener det 🙂
jeg har været overvægtig de sidste 10 år. I mellem min første og anden graviditet lykkes det mig at komme tæt på normalvægt (ifht. til BMI), men efter konstatering af sygdom måtte jeg i en lang periode tage prednisolon, og her skred vægten igen for mig. Jeg tror ikke min omverden tænker så meget over det, men det er faktisk en næsten daglig kamp for mig, at for has på det sidste! men jeg skal nok nå i mål. (uha det blev alligevel lidt følsomt hva’)
Jeg har været ryger !! Dont know why, men jeg røg fra jeg var 15 og indtil jeg blev gravid første gang. Siden har jeg ikke røget overhovedet, og forstår slet ikke jeg kunne – men alle gjorde det jo.:) (læs: i hvert fald dem jeg hang ud med)

Og så lige en ting mere… Jeg har prøvet at skifte det meste af mit netværk ud 2 gange. Nu er det ikke fordi jeg er naiv og tror, at alle har deres ungdomsvenner livet igennem, men jeg har faktisk meget få i mit liv på nuværende tidspunkt, der har kendt mig før jeg fik børn. Som ung var jeg meget social, og ofte initiativtager når det handlede om, at være sammen med vennerne. Ofte foregik det faktisk også hjemme hos mine forældre, hvor jeg boede på det tidspunkt. Jeg havde en stor venneflok – både venner og veninder. Da jeg mødte Jesper blev vi meget hurtigt kærester. Det og andre omstændigheder gjorde, at flere vendte sig imod mig, og jeg mistede deres venskab. Sammen med Jesper fandt jeg heldigvis et nyt netværk – også meget nære venner og veninder, der bl.a. var med til vores bryllup. Da vi blev forældre første gang for snart 12 år siden, var vi det første par i flokken, der stod i den rolle. Om det var fordi vores verdener pludselige var meget forskellige og vores prioriteringer ikke længere var de samme – det ved jeg ikke… Men i hvert fald gled flere af de ellers så nære venskaber ud i sandet. Måske var det fordi jeg følte jeg havde stået i samme situation før, at det ramte mig så hårdt. I hvert fald følte jeg mig svigtet. Jeg var lige blevet mor, men manglede inderligt, at mine veninder kunne glæde sig med mig. Jeg har haft enormt svært ved at lægge det bag mig, og jeg har nok også båret nag… Jeg har i hvert fald ikke selv forsøgt at tage kontakt igen.. Men jeg startede forfra hvor vi bor nu, og har det skønneste netværk af dejlige venner og veninder omkring mig. Jeg føler mig elsker og værdsat. Og selvfølgelig bærer jeg ikke nag mere. Nu glæder jeg mig bare over, at jeg havde gode veninder dengang og nu – for de er alle en meget vigtig del af den jeg er i dag!

Rina ♥