Efterår

Finnagården – Topperyd

 

fullsizerender-002

I 2014 fik vi en helt unik mulighed – og greb den. Adressen er Topperyd, og huset hedder Finnagården – velkommen til vores svenske idyl. Historien om vores helt særlige investering tager sin begyndelse i 2012, hvor Jesper får lov til at være med i elg- og vildsvinejagten i området. På en af sine gåture opdager han det lille forsømte hus, tætbevokset af store træer og omgivet af knæhøjt græs og ukrudt. Huset er på dette tidspunkt ubeboet, men Jesper får at vide, at det har været brugt til helårsbolig indtil et par år forinden. Huset var en del af historien i området, og det var derfor også svært for naboerne, at se det i forfald. Huset var ikke til salg – blot fraflyttet. Da Jesper kom hjem, fortalte han om huset, og det var tydeligt for mig, at han ikke kunne slippe den idylliske tanke om, at eje sådan et sted. Han havde taget lidt billeder af huset udefra – og ind af et vindue, så det skabte mange drømme hos os begge. Da huset tydeligvis var forladt og virkelig trængte til kærlighed, så tænkte vi godt, at vi kunne tillade os, at spørge ejerne om det måske kom til salg på et tidspunkt. Vi havde dog slet ikke på dette tidspunkt tænkt økonomi, og hvorvidt vi overhovedet kunne finansiere et eventuelt køb.. Vi fik fat i ejeren, og det stod helt klart.. huset var IKKE til salg..  Vi lod ham vide,  at såfremt de nu valgte at sælge på et tidspunkt, ville vi gerne lige vide det.

Hverdagen gik sin gang igen. Vi var ret ærgerlige over chancen der passede forbi, men det var måske heller ikke realistisk rent økonomisk.. Glemme det lille hus – det kunne vi altså bare alligevel ikke.. Jesper var jævnlig i kontakt med svenskerne, der boede nabo til Finnagården, og med viden om, at det fortsat stod tomt, og ikke blev vedligeholdt, tog han igen kontakt til ejeren. Denne gang var det mod forventning et andet svar han fik. De havde nemlig overvejet at sælge, og han ville lige tale med ægtefællen om det, og vende tilbage..

Vi holdt vejret….

Ejeren kontaktede os igen, og fortalte at vi kunne købe Finnagården, hvis vi fortsat var interesserede!!!! Wauuu.. Det var vi – men prisen var også afgørende, før vi kunne se hvorvidt det var realistisk for os. Ejeren bad os komme med et bud, og vi bød et meget forsigtigt (læs: latterligt lavt) bud for huset, velvidende om, at det nok ikke var realistisk.. Ejeren takkede ja – med den betingelse, at vi tog alle møblerne med !!!! What !!!???

Vi lavede en aftale med dem om, at vi kunne betale en lille leje + udgifter på huset i en kort periode, mens vi fik financieringen op plads. Vores første ferie i huset var sommeren 2014, hvor vi brugte 1 uges ferie på, at male udvendigt. I løbet af 2014 var Jesper og jeg deroppe på skift og selvfølgelig sammen med børnene i ferier, hvor vi brugte det meste af tiden på at male, og reparere det lille hus.

 

image-1-2

 

img_8243

Udvendigt trængte huset virkelig til behandling. Hele facaden skulle males, vinduerne skulle males og have nyt kit, og taget skulle efterses og renses. Heldigvis var der kun få steder, hvor vi var nød til skifte brædder pga. råd. I den ene ende af huset voksede træer tæt på af huset, hvilket både var dårligt for træet og for den skønne udsigt fra stuen ned mod skoven. Vi fældede derfor det hele, så huset stod frit hele vejen rundt.

Indvendigt blev alt malet og frisket op. Vi fjernede det gamle (læs: ulækre) linoleum gulv i køkkenet, og malede de gamle gulvbrædder hvide. Stuen er også malet fra gulv til loft, og værelset på 1. salen + hems er også løbende blevet ordnet. Hele processen med istandsættelsen er sket under vores ferier og weekender deroppe. Dette betyder ikke for os, at vi ikke kan slappe af, for det er faktisk netop den slags vi elsker. Vi har virkelig lagt mange timer og kræfter i det her lille sted, men vi har også bare fået det 1000 gange igen allerede i de fantastiske timer vi har tilbragt som familie her. Vi har stadig projekter – nok også fordi vi godt kan lide det (læs: ikke fordi det længere er strengt nødvendigt af hensyn til husets stand), men det er også dejligt at være så vidt, at vi bare kan nyde stedet og omgivelserne sammen med børnene og gode venner. Vi er blevet taget helt fantastisk godt imod af vores nye naboer, og der er altid meget hjælpsomhed og imødekommenhed. Vi bliver inviteret til grillaften, eller med på ture, og Jesper har et rigtig godt jagtfællesskab heroppe. vi har virkelig fået nogen fine bekendtskaber heroppe, som vi er rigtig glade for.

Finnagården er ikke en ødegård i den forstand, at vi ikke har el og rindende vand. Huset er på ingen måde moderne, og hverdagen her er også noget anerledes end den derhjemme – men det er også en del af oplevelsen. Vi har pt. ikke toilet og bad inden døre, men dermed ikke sagt, at det er ude das og truckervask der henvises til. Nej – vi har et fint lille hus med toilet, bad og sauna 20 meter fra huset. Vi er dog ved at etablere et toilet indvendigt, da det faktisk er rart man ikke skal ud på toilet en vinternat 🙂 I køkkenet har vi både et gammelt komfur, og så den gamle vedspies (brændekomfur). I stuen er der brændeovn og elvarme. Vi har tv og endda også internetforbindelse. I disse digitale tider er det faktisk helt fantastisk at opleve hvordan børmene stadig kan lege, bruge naturen omkring sig, og ikke være afhængig af skærmtid. Dermed ikke sagt, at de ikke spiller og ser tv heroppe – for det gør de altså. De har også ferie, og det er ind imellem deres måde at trække stikke på 🙂 Men det er alligevel tydeligt at vi er sammen på en anden måde heroppe. Børnene kan mærke det på os, og vi kan mærke det på hinanden. Børnene efterspørger ferier i Finnagården, og længslen hertil er tydeligt at mærke. Det er uden tvivl også en fantastisk investering for os alle.

Huset ligger en lille times tid fra Gøteborg, 1 time fra en fantastisk strand, 15 min fra Borås og med den skønneste natur lige i baghaven – så beliggenheden er også bare helt perfekt til en børnefamilie. Vi har været her sommer, efterår, vinter og forår – og det er lige fantastisk.

img_6771 fullsizerender fullsizerender-015 fullsizerender-009 fullsizerender-007 fullsizerender-006 fullsizerender-003 fullsizerender-005 fullsizerender-00f fullsizerender-00d fullsizerender-00a img_6661

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterår