Hvorfor stoppede du?

Jeg har skrevet på dette indlæg et stykke tid. Jeg har nemlig så meget jeg gerne ville fortælle, men jeg må ikke, og det er virkelig en balance.

For et stykke tid siden, var der en der spurgte mig, hvorfor jeg stoppede med bloggen. Det fik mig til, på ny, at reflektere over hvad jeg vil med bloggen, og om det er muligt for mig, at fortsætte med den. Jeg var egentlig så godt igang med min blog, og synes jeg havde fundet et rum, hvor jeg kunne dele tanker og ord om livet som en mor med hang til indretning, mad og oplevelser – og alt hvad man finder der ind imellem.

Der skete bare noget denne sommer, som gjorde, at jeg mistede lysten til at dele noget offentligt. Det er rigtig svært for mig, at forklare, fordi der er skarpe grænser for, hvad jeg har lov til at fortælle grundet tavshedspligt. Dette respekterer jeg, men kan fortælle, at det helt grundlæggende handler om min rolle som plejemor, og et forbud mod at dele billeder hvor vores plejedatter indgår.

Vi tager vores plejedatter med i vores liv på lige fod med vores egne børn. Vi elsker hende, og hun er en helt naturlig del af flokken her i huset. Det betyder også, at hun selvfølgelig er med, når vi sammen er på tur, rejser eller bare har skønne mindeværdige hverdagsoplevelser. Derfor har hun også figureret på billeder på blog og instagram. Hun (eller nogen af mine børn) udstilles ikke, men det har bare været naturligt for mig, at hun var med. Dette har jeg ikke længere lov til, og så længe hun ikke selv er digital myndig, så må jeg rette mig efter det. Det i sig selv kan jeg godt respektere, og vil også efterleve det fremadrettet. Det der har fået mig til at tænke mere over det, og som har betydet, at jeg mistede lysten til bloggen for en tid, er for det første, hvad det betyder for hende. Det er ikke nogen hemmelighed, at mine online platformer også er vores fotoalbums, og børnene synes det er spændende at se smukke redigerede billeder fra vores oplevelser sammen. Jeg var bange for at hun nu ville føle sig ekskluderet fra familien, når hun ikke længere kunne se sig selv. Og når jeg tager billeder, skal jeg jo så bevidst tage nogen, hvor hun ikke er med, og det er bare mega unaturligt for mig, for hun vil jo gerne være med… For det andet handler det også om, hvorvidt bloggen indeholder emner eller indlæg som nogen efterfølgende vil bruge i mod mig. Det fylder rigtig meget, og jeg føler virkelig min privatsfære er blevet overtrådt, og at nogen nærmest holder øje med om jeg begår fejltrin i denne forstand.. Det at jeg skriver her, og deler mine interesser om f.eks indretning, betyder ikke, at jeg er en mindre god plejemor. Jeg forholder mig faktisk rigtig meget til hvordan jeg inddrager min børneflok i denne del af mit liv, og jeg ønsker ikke de skal udstilles i unaturlige filtrerede situationer, ligesom jeg ikke ønsker at skabe et urealistisk glansbillede af livet som børnefamilie. Jeg vil bare gerne have et rum, hvor jeg kan være mig, være ærlig, og vise lidt af det jeg faktisk er god til.

Jeg kan sagtens bekræfte min ekstra datter (læs: plejedatter bruger vi slet ikke i daglig tale) i, at vi elsker hende uendelig højt. Jeg har ikke problemer med at respektere regler og rammer, for jeg er bevidst om, at det er en del af det valg vi herhjemme har truffet. Jeg vil bare så gerne, at I alle ved hun er altid er med os, og at det ikke er fordi vi ikke ser hende som en del af familien – for det er jo i virkeligheden det min bekymring bunder i. Hun er her – og vi elsker hende. Det skal vi heldigvis ikke lægge skjul på. Og når hun en dag selv læser med her, så vil hun også forstå <3

Så bloggen lever altså. Og jeg håber I tager godt imod det.